Thomas Hvitfeldt Hansen og Anders Cruckov Hansen

@ Marineevent

Det er 12 år siden, at makkerparret Thomas Hvitfeldt Hansen og Anders Cruckov Hansen slog pjalterne sammen. Dengang var det små joller, der blev lejet ud til de sommerglade gæster i badebyen Karrebæksminde. Siden har de to ejere af Marineevent dog oprustet udstyrspakken gevaldigt. I dag udlejer Marineevent alt fra picnicbåde til SUP-boards, kajakker og cykler fra Stejlepladsen, der de senere år er forvandlet fra forladt fiskerleje til sommerhusbyens hjerte med street food marked, butikker og vandsportsaktiviteter i sommerhalvåret. Anders og Thomas har i mere end et årti været en essentiel del af udviklingen af havnemiljøet, og de fortsætter ufortrødent. Med nyindkøbt tøndesauna forsøger de nu at forlænge sæsonen i håb om, at de øvrige erhvervsdrivende på Stejlepladsen vil følge trop.