Nicolaj Lund Jensen

@ Veras Verden

Veras Verden skal være blandt Danmarks absolut bedste livsstilsbutikker. Sådan lyder den klare melding fra indehaver Nicolaj Lund Jensen. Han er en begavet indkøber, der har lutter unikke sager på hylderne i sin 400 m2 store butik på Hesede Hovedgård ved Gisselfeld. Tingene finder han lige her i egen baghave eller på de allerstørste messer i verdens metropoler. Forretningsmanden har store visioner for Gisselfeld, som han vil gøre til et oplevelsescentrum i tæt samarbejde med andre lokale kræfter – selv vil han byde ind med både drivhuscafé og events. Med Skovtårnet som nabo er kundegrundlaget på plads. Op til kommunalvalget satte butiksejeren turismen på dagsordenen ved at invitere politikere og erhvervsliv til konstruktiv debat om den fremadrettede udvikling af området. Visioner driver udvikling, og dem er Nicolaj garant for.